Norditalien, sommerferien 1997


I sommeren 1997 holdt vi ferie i Garda ved Gardasøen i Norditalien. Vi er Cecilie (11 år), Katrine (17½ år), Anders (19½ år), Benedicte og Mads samt Benedictes mor, Aase. Da vi på ud- og hjemrejsen kun havde 5 pladser i bilen og i toget, fløj Anders til og fra Milano og havde en let afkortet ferie.

Vi havde lejet ferielejlighed i 14 dage ved Gardasøens sydøstlige hjørne i den nordlige udkant af byen Garda.

Fredag den 11. og lørdag den 12. juli 1997

Midt på eftermiddagen fredag kørte vi fra Espergærde til København, hvorfra vi havde bestilt biltog til München. Vi skulle komme i meget god tid, nemlig 2 timer før toget afgik kl. 18.03, så der var rigelig tid til vandreturen fra pålæsningsstedet Bernstorffsgade 44 til Hovedbanegården Bernstorffsgade 20. Biltoget fra København var dyrere end det tilsvarende fra Hamburg; det kostede ca. 8.500 kr.

Vi ankom til München lørdag morgen klokken 10. Der gik den 'sædvanlige' tid, før vi fik vores bil, og så gik turen ellers ca. 400 km mod syd. Vi ville have kørt stik syd over Garmisch, men fik drejet af i lidt for god tid, så vi endte på motorvejen mod Salzburg. Ved normal trafik er denne rute hurtigere end over Garmisch, men der er næsten altid mere end normal trafik på denne motorvejsstrækning, og således fik vi da også vores del af langsom motorvejskørsel hin lørdag formiddag, men det kunne have været værre. Ruten til Garda blev således via Kufstein, Innsbruck, Brenner og Brennermotorvejen (A22) til afkørslen ved Affi og ind til Bardolino, hvor vi skulle hente nøglen til ferielejligheden/-huset. Klokken var blevet ca. 16.

Vi havde via en del Fax'er i februar måned lejet et feriehus i 14 dage gennem bureau Europlan for ca. 5.500 kr./uge inkl. knap 400 kr./uge til strøm, varmt vand mv.! I tilgift fik vi så en flaske rødvin og en flaske hvidvin.

Fra Bardolino kørte vi et par km mod nord til Garda og fandt vores feriehus lige ved den nordlige bygrænse. Og ungerne fandt hurtigt swimmingpoolen.

Feriehuset var udstyret med stue med 2 elendige (bløde) sovepladser samt kammer og soveværelse, hver med 2 sovepladser. Vi rykkede en madras fra stuen ind i soveværelset og først Cecilie (1 nat), så Benedicte (1 nat) og derefter jeg sov på madrassen på gulvet. Køkkenafsnittet lå i gangen mellem stue og toilet/bad.

Der var ikke fjernsyn, hvilket naturligvis var til gavn for vores nattesøvn, til gengæld var det lidt svært at følge med i Tour de France.

Hvis man har glemt det, kan det oplyses, at der er rigtig mange turister langs Gardasøen. Der er tæt trafik og kun få parkeringspladser. I øvrigt er der i både Riva (mod nord) og i Garda mange danskere. På campingpladserne er der til gengæld mange hollændere.

Vores ferielejlighed lå sammen med et andet feriekompleks, hvor der både var en restaurant og en stor swimmingpool. Vi spiste der om aftenen. Maden var ikke særlig spændende, de tog ikke Visa-kort og Cecilie faldt i vandet med alt tøjet på (uheld nr. 1 af 4), så vi besøgte ikke restuaranten oftere.

Søndag den 13. juli 1997

Der var herligt varmt (ca. 30 °) i det meste af ferien, så vores aktivitetsniveau var præget heraf. Vi startede ved poolen (Vi = C + K + M). Derefter kørte vi ned til Garda (det var svært at finde en parkeringsplads, men vi var heldige). Garda er en hyggelig by, men meget turistet, og man skulle i hvert fald ikke kommentere de andre fodgængere på dansk.

I Garda havde man været så elskværdig at opkalde en gade efter min fødselsdag!

Midt på eftermiddagen kørte vi en kort tur mod nord-øst gennem de små byer Costermano (dér lå supermarkedet), Caprino og Spiazzi, hvor vi ville se en kirke, der var bygget ind i bjergsiden. Kirken hed Madonna della Corona. Det var varmt, så efter at have parkeret gik vi ned ad en sti, og lidt senere skød vi genvej ned ad nogle trapper. Pigerne var hurtigere end os, så ved skæringen mellem trapperne og en smal hårnålevej kunne vi ikke se pigerne. Vi valgte at gå op ad mod (troede vi kirken), men pigerne var gået lidt til siden og videre ned ad trapperne og kom til indgangen af vejen til kirken. Vi fik rendt op og ned ad bjergvejen nogle gange og der gik hen ved en bekymret halv time før vi fandt pigerne (uheld nr. 2). Kirken var i øvrigt ganske flot. Vejen fra foden af trapperne til kirken gik op gennem nogle kølige bjerghuler.

På hjemturen spiste vi i en stor have. Det var et Trattorie vi havde set på udturen. Det var udmærket, men heller ikke dér, kunne man bruge Visa-kort.

Mandag den 14. juli 1997

I dag skulle vi hente Anders i den østlige lufthavn i Milano (Linate). En tur på ca. 400 km frem og tilbage.Vi tog af sted i god tid midt på formiddagen og kørte ad motorvejen til Bergamo. I Bergamo er der en køn gammel bydel - Bergamo Alta - hævet over den øvrige by. Der kører en funiculare (lige som i Paris op til Montmartre-højen) op til den gamle by. I den gamle bydel var der bygninger fra middelalder og renæssance. Rådhuset er Italiens ældste fra 1199. Vi havde købt nogle flutes og satte os i skyggen under rådhusets buer ved kirken og spiste. Så blev vi opdaget! Det bergamolianske lokal-TV savnede nyheder, så vi blev interviewet og blev dagens hovednyhed. Det var heldigvis før vores oplevelse i Milano, så vi var meget posistive. Interviewet forgik på engelsk (undtagen med mormor, hvor det foregik på italiensk).

Vi kørte videre mod lufthavnen og Anders ankom rettidigt fra Cph.

Derefter fortsatte vi alle 6 mod Milano. Der var et enkelt skilt mod et P-hus, men vi blev ledt ind mod domkirken og fandt en plads ved fortovet. Der var ikke mange pladser og Benedicte ville slet ikke høre på os, da vi pippede, at det vist ikke var helt lovligt. Der holdt jo så mange i forvejen, der ved de gule striber. Vi gik op og så den rigtig flotte domkirke. Bagefter gik vi fra pladsen foran domkirken ad en imponerende stor overdækket gågade hen og så la Scala, Milanos berømte opera. Udvendigt var den bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Vi gik tilbage til bilen, men…. bilen var væk. Jeg havde straks på fornemmelsen, at den ikke var stjålet, men at der i stedet var tale om at myndighederne havde slæbt bilen væk. Vi så en P-vagt ved pladserne med de blå striber (hvor man vist nok godt må holde), men han spillede dum og uvidende om hvad der var sket med vores bil og kunne i situationen absolut kun italiensk. Vi fik ham dog til at vise på et kort, hvor politistationen lå. For at gøre en meget lang historie kort: Vores bil fandt P-huset før os (uheld nr. 3). Det kostede 700 kr. i bøde og transport samt 64 kr. i afgift til P-huset at få vores bil. Alt i kontanter - de ville ikke tage Visa.

Magen til dårlig behandling af turister skal man lede længe efter. Vi havde kun været væk i en god time og bilen var allerede fjernet, placeret i et P-hus og registreret i Gendarmeriets edb-system. Det ligner en systematisk jagt på intetanende turister!

Vi kørte tilbage til Garda, hvor vi spiste på en restaurant ud mod Lidoen. Vi havde nu brugt de fleste af vores kontanter, så de tog heldigvis Visa-kort.

Tirsdag den 15. juli 1997

Efter den dramatiske mandag skulle vi slappe lidt. Vi havde lovet pigerne at tage på marked. De nærmest marked var kun 8 - 10 km mod nord i Castelletto di Brenzone. Undervejs opdagede jeg, at afviser blinket ikke virkede. Vi kunne heller ikke finde markedet. Jeg opdagede flere og flere elektriske funktioner, der ikke virkede. Når jeg tændte lyste gik lygtesprinklerne i gang, radioen var død, lyset virkede ikke. Pludselig blev markedet så ligegyldigt. Det var uheld nr. 4! Vi vendte om, og i Torri (der, hvorfra man kan sejle i færge tværs over Gardasøen). fandt vi en ældgammel mekaniker. Han konstaterede det samme, som jeg selv havde fundet ud af, nemlig at sikringerne var i orden. Men jeg tror, han var brandgod til mekaniske reparationer af Fiat-biler fra før 1970. Han fortalte dog, hvor der var et autoriseret Ford-værksted, nemlig i Bardolino 5 km syd for Garda. Vi satte mormor og pigerne af ved feriehuset på vejen og kørte videre til Bardolino. Ford-manden kiggede på bilen og fandt ud af, at hovedrelæet var gået. Hans autoelektriker var desværre på ferie hele denne uge, men han henviste os til det nærliggende Opel-værksted og var så venlig at ringe i forvejen. På Opelværkstedet kunne de tage bilen kl. 15 og vi kunne hente den dagen efter kl. 12. Reparationen ville tage over 4 timer. Vi kørte altså igen og fik handlet til frokost og middagsmad. Så kørte Benedicte og jeg tilbage til Bardolino og afleverede bilen. Selv om vi vandrede langs søen tog turen 1 time. Og det var godt varmt. Så jeg hoppede i poolen, da vi kom hjem.

Onsdag den 16. juli 1997

Klokken præcis 12 fik vi bilen. Det kostede godt 1000 kr. Vi vidste, at han ikke tog Visa-kort, så vi havde været forbi en automat for at skaffe kontanter.

Vi kørte tilbage, fik lidt frokost, en tur i poolen og kørte derefter en længere tur til Vicenza.

Vicenza ligger kun godt 50 km fra Venedig, så det var en tur på godt 100 km hver vej. På grund af sin nærhed til Venedig blev byen allerede i 1500-tallet til en slags forstad til Venedig (godt en dagsrejse). Mest kendt er byen for talrige huse opført af renaissancearkitekten Palladio.

Vi parkerede tæt ved banegården og gik op til hovedgaden, der var opkaldt efter Palladio, Corso Andrea Palladio, mod domkirken med fine malerier i sideskibene og videre mod hjertet af byen, Piazza dei Signori. Allerede i tidernes morgen var pladsen og den af Palladio opførte Basilika samlingssted for 'de fine herrer'. Basilikaen er en civil bygning i to etager og med et særpræget buet tag. På førstesalen var der en udstilling under opbygning og på østsiden er der et 82 m højt urtårn.

Vi fortsatte ned mod det olympiske teater. De 4 andre gik ind, mens Cecilie og jeg hentede bilen, da parkeringstiden var ved at løbe ud.

Efter afhentning ved Teatro Olympico kørte vi til den sydlige udkant af Vicenza og så først Monte Bérico basilikaen, der ligger på en bakke med flot udsigt ind over byen og derefter kørte vi til Villa Valmarana. Det var tæt på lukketid, så vi valgte at spare entreen. Til gengæld fik vi os en hyggelig snak med en italiener, der så vi var fra Danmark. Vi blev næsten i familie med ham, især da han hørte at Aase kunne italiensk - ellers foregik det på engelsk. Han fortalte, at Villa Valmarana af den daværende præsident Jefferson var bygget i kopi i USA. Vi fik snakket lidt kultur og politik med ham. Han havde ikke meget til overs for syditalienerne, betegnede dem som folk uden flid og uden kultur. De var fattige og sad blot og spillede guitar i varmen og de fleste af dem var med i Mafiaen. Han gik ind for at det rige Norditalien skulle frigøre sig og lade de andre sejle deres sø.

Således opstemt vendte vi næsen mod Garda.

Torsdag den 17. juli 1997

Mens Aase og Cecilie blev hjemme, tog vi andre på en næsten 700 km lang tur til San Marino, en selvstændig stat på ca. 60 km² på et klippeplateau 20 km fra Rimini-kysten. På turen derned oplevede vi med start i bjergene ved Garda den flade vidtstrakte Po-slette og de første spæde bjerge lige inden Rimini og med San Marino markant ragende op i det fjerne.

Der er ikke meget at sige om San Marino. Der er en flot udsigt ud over området. Benedicte og jeg slappede af på en bænk, mens Katrine og Anders tog tovbanen op til selve bykernen. Der var skiftevis placeret 3 souvenirforretninger og 1 restaurant i det meste af bykernen. Ungerne købte lidt forskelligt, bl.a. liqueur med mandelsmag. Vi købte frimærker, som vi tog med tilbage til Cecilie.

Ud over det billige spiritus og dyre frimærker mv. er San Marino mest kendt for sin Formel 1 racerbane ved Immola. Immola er dog beliggende i Italien ca 100 km nordvest for San Marino.

På hjemturen ville vi besøge Ravenna, men pga. den lange udtur med 1 times motorvejskø mellem Modena og Bologna (og ½ time på hjemturen) nøjedes vi med at køre til en berømt kirke i Classe 5 km syd for Ravenna. Sant' Apollinare in Classe har i apsis en meget flot byzantinsk mosaik fra år 549. Den gang lå kirken placeret ved den romerske havneby, Civitas Classis.

Vi fortsatte hjemturen ad motorvejen A14 via Forli, Bologna, Modena, og ad A22 via Mantova (lige ved Po) og Verona.

Fredag den 18. juli 1997

Nu havde vi også brug for en slappe-dag. Vi gik ind til Garda og var på marked om formiddagen. I Poolen om eftermiddagen og middag i Garda om aftenen.

Højdepunktet af dagens oplevelser var dels at opleve danske turister, der ihærdigt forsøgte at underholde os under middagen, men heldigvis faldt over et tysk ægtepar i stedet og dels et hollandsk barn, der faldt i vandet med alt tøjet på. Til alt held fik en mand samlet hende op lige med det samme, så forældrene måtte nøjes med forskrækkelsen og det våde tøj i stedet for aftensmad.

Lørdag den 19. juli 1997

Endnu en længere tur - i alt ca. 300 km - var på programmet, nemlig til Venedig.

Vi parkerede ved Mestre og tog toget de 5 km mod syd til banegården Santa Lucia ved Canal Grande i Venedig. Vi gik rundt i byen og spiste frokost på en kinesisk restaurant. Jeg var den eneste, der gennemførte hele måltidet med pinde. Derefter sejlede vi med vandsporvognen, Vaporettoen, til øen Murano, der er kendt for sine mange glasværker.

Vi blev ved landgangen med det samme shang-haj'et af et par yderst kombattante herrer: Det var denne vej til glaspusteriet. Uanset om vi skulle se glaspusteri eller ej, turde vi ikke andet end at følge trop! Vi så en glashest blive blæst og kunne efterfølgende købe en masse forskellige glassager, men det skulle i hvert fald ikke være i den første forretning, thi dertil følte vi ikke stor sympati pga. af deres kommercielle og turistede kapring af os. Vi fandt nu heller ikke noget i de øvrige glaspusterier og forretninger, vi var inde i bagefter, selv om der var mange flotte (og dyre) ting.

Vi gik lidt rundt på Murano og fik en is. Så sejlede vi tilbage til San Marco (Markuspladsen), hvor vi kiggede på de enorme menneskemængder og endnu flere duer. Vi gik en i Markuskirken. Der var den sædvanlige indgangskontrol. Lårkorte og folk i sportsshorts blev venligt men bestemt lukket ud igen. Men vi fik lov at komme ind. Vi var i Venedig for nogle år siden, hvor vi havde set Dogepaladset og sukkenes bro, så vi afstod fra at gå ind denne gang.

Derefter zig-zaggede vi tilbage til banegården. Vi ville have sejlet i gondol på tværs af Canal Grande (det er til at betale), men vi fik at vide, at det kunne man kun ind til klokken 14, så det var for sent. I stedet spurgte vi, hvad det ville koste at blive sejlet til stationen og hold nu fast: det ville koste 1200 kr. Selv om de gik lidt ned i pris var det alt for dyrt, så vi endte med at vandre til stationen og tog toget til bage til Mestre.

Sidst vi var i Venedig kørte vi også hjem gennem Padova, men denne gang ville vi også nå at se kirken, Basilica di Sant' Antonio. Kirken var flot.

Herefter gik det hjemad. Vi havde købt lidt mad, men der var ikke et sted, hvor vi kunne holde ind og spise, hvorfor vi ventede til vi kom helt hjem.

Søndag den 20. juli 1997

Varmen indbød til lidt afslapning, så også søndagen blev brugt til indkøb og ved Poolen.

Desuden skulle vi veksle penge i en af byens 3 vekselautomater. Det var ikke let. 2 af dem var tomme - der var jo mange turister. Men i nr 3 var der stadig lidt penge. Vi var heldige endnu en gang.

Om aftenen kørte vi ind til Verona, hvor vi skulle i Arenaen og høre operaen MacBeth af Verdi. Vi havde bestilt billetter hjemmefra. De kostede ca. 160 kr. på de unummerede pladser. Vi ankom derfor i god tid, ca 18.45 og stillede os i kø. Klokken godt 19 blev dørene åbnet og efter taskekontrol (ingen flaser og bomber) kom vi op og fandt vores sten for de næste mange timer. Vi havde købt skumgummipuder, som vi havde haft med hjemmefra, men man kunne godt leje puder. Der var en enorm faldbyden af mad, is og drikkevarer og en mængde lettere uforståelige højttalerbeskeder på 4 sprog. Reklame for de næste operaer osv.

Der var kun godt halv fyldt, dvs. ca. 15000 tilskuere, så vi havde rimelig plads. Klokken 21.15 begyndte operaen og den varede til klokken lidt i 1. Det var en flot oplevelse.

Oplevelsen blev yderligere krydret af tordenvejr i det fjerne. Mod øst var der en hvid sky, hvor man kunne se lynene indeni. De fleste lyn blev inde i skyen, men nogle enkelte gik ned mod jorden. Heldigvis regnede det ikke over arenaen.

Mandag den 21. juli 1997

Formiddagen og først på eftermiddagen tilbragte vi med at slappe af, men kl. ca. 14 kørte vi til Torri og sejlede med bilfærgen til Maderno på den anden side af Gardasøen.

Ungerne ville gerne se på tøj, og, da der var et UPIM (tøj-supermarked), standsede vi og gik inden for. Det var nu en skuffelse. Det mindede om en blanding af Daells Varehus og Kvickly.

Vi fortsatte ind til selve byen og strandpromenaden, hvor vi gik rundt og fik en is. Mens vi spiste kom der en større procession forbi. Det var et begravelsesoptog.

Aase havde mistet sine briller, så vi kørte tilbage til UPIM og ledte, men kunne ikke finde dem. Så hun har nu bestilt nye briller i dyre domme.

Vi fortsatte mod sydvest til Il Vittoriale. Det er et hus, hvor en gammel excentriker havde anskaffet en masse forskellige ting, men det kostede over 60 kr. i entre og det lukkede 40 minutter efter vi ankom, så - da jeg var den eneste der gerne ville se huset - droppede vi det.

I stedet fortsatte vi op ad de snoede veje for at køre op til et udsigtspunkt, men pga. hårnålesvingene vendte vi om inden. (Da havde Aase siddet med lukkede øje og 'stirret' mod midten og bunden af bilen i flere minutter.)

Vi vendte om og kørte tilbage mod Maderno og op langs vestbreden af Gardasøen via Limone til Riva. Her spiste vi aftensmad i den samme restaurant, som vi spiste i den 30.06.1991! Det var udmærket. Mens vi ventede på maden, gik ungerne rundt i byen og så på forretninger. Vi kom først tilbage til feriehuset, da det var blevet mørkt.

Tirsdag den 22. juli 1997

Tirsdagen før havde vi haft alt det besvær med bilen, så Anders, Cecilie og jeg kørte til marked i Cavaion, der lå oppe ved motorvejen ved Affi-afkørslen. Men man bliver nu tit skuffet over markeder.

Om eftermiddagen kørte vi (A+C+B+M) til Peschiera i det syd-østlige hjørne af Gardasøen. Dér skulle vi besøge Ulla, Steffen, Anne og Mette, som vi kender fra spejder. Vi havde aftalt at mødes på deres Campingplads, idet Cecilie gerne ville prøve de swimming-pools hun havde hørt der var på denne.

Da pigerne (og jeg) havde badet kørte vi til et supermarked og købte mad, og da vi kom tilbage spiste vi grillmad. Det var hyggeligt, og vi kom først hjem efter klokken 22.

Onsdag den 23. juli 1997

Vi gik en tur ind til Garda om formiddagen for at købe ind til forkost og aftensmad.

Ved 3-tiden kørte Benedicte og jeg til Solferino og Mantova. Solferino ligger ca. 10 km syd for motorvejen Verona-Milano ikke så langt fra Peschiera.

Soleferino er kendt fra den fransk-østrig/ungarnske krig samt itaienske frihedskrig i 1849. Den gang blev der også udkæmpet blodige slag og ofrene lå tilbage på slagmarken til de døde. Dette fandt Henry Dunant var for grusomt så han tog initiativ til en hjælpeorganisation, der i dag er kendt som Røde Kors.

I Solferino så vi det lokale museum og en mindesbygning. Her var der hylder på væggene, hvor knogler pænt var stablet. Underbensknogler for neden, så lårknogler, bækkener osv. og øverst kranier. Det var lidt makabert. Vi kørte til et mindestårn for krigen og oprettelsen af Røde Kors, og for en ringe entre gik vi ind i tårnet (dejligt køligt) og op ad ramperne langs væggene til toppen. Der var en flot udsigt ud over området, men desværre var det lidt diset, så vi kunne ikke se Gardasøen.

Vi kørte videre ad landevejen til Mantova. Vi parkerede ved den store borg, Hertug-paladset - Palazzo Ducale, og gik op i byen. Denne del af byen er stort set friholdt for biltrafik, så det var behageligt og fredeligt at gå rundt.

Det var en hyggelig og ren by. Vi så Sant' Andreas kirken, en flot rennaissancekirken påbegyndt i 1471. Den overfor beliggende rundkirke fra 1082 var lukket.

Da vi havde fået en is, kørte vi hjem til de andre og spiste aftensmad sammen.

Torsdag den 24. juli 1997

Ferien fik - især pga. varmen - mere og mere karakter af afslapning ved poolen, småindkøb mv.

Benedicte og jeg besluttede dog, at køre en kortere tur op i bjergene bag Garda. Vi kørte op til Marciaga, hvor vi så en imponerende flot kirke - den var slet ikke nævnt i nogle af vores bøger - videre til Castion Veronese i 316 m's højde. Der var lidt diset ud over Gardasøen, så udsigten ud over søen kunne have været bedre. Vi kørte tilbage ad en anden vej ad en lang nedkørsel.

Om aftenen tog vi til Verona. Vi skulle denne gang se Aida i Arenaen. Vi ankom klokken 6 og stillede os straks i kø. Vi havde pejlet os ind på pladserne lige under de sten, der var beregnet til at gå på. Derved fik vi som nogle af de få ryglæn. Det var en god ting, for operaen varede helt til klokken 01.30. 2. akt af Aida var enorm flot. Mere end 250 på scenen + orkesteret på godt 100 musikere. Men som opera er Aida ikke noget særligt, jævnt hen kedelig og ikke nær så god som MacBeth

Undervejs oplevede vi det 'sædvanlige' tordenvejr i det fjerne og lige da næstsidste arie var sunget, 5 minutter inden forestillingen var slut, fik vi 3 dråber regn. Cellisten rejste sig (han skulle ikke have ødelagt instrumentet) og lyset blev tændt og det hele var aflyst!

Vi kom først hjem igen ved 2-tiden om natten.

Fredag den 25. juli 1997

Benedicte og jeg kørte Anders til Linate ved Milano. Han skulle flyve hjem. Turen var på ca. 400 km og tog godt 4 timer, så vi havde holdt en rimelig march-hastighed. Ellers gik dagen med oprydning, noget rengøring og besøg ved poolen.

Lørdag den 26. juli 1997

Vi fik gjort det sidste rent og pakket bilen. Klokken 10 kørte vi afsted. Vi kørte nordpå langs Gardasøen. En lidt lang tur, men vi havde god tid, da vi først skulle være i München kl 20. På vej væk fra Torbole i det nordøstlige hjørne af søen kørte vi gennem et pas mod Rowereto. Varmen og hårnålesvingene gjorde, at Cecilie blev køresyg. Men efter lidt at drikke og nogle pomme frîtes blev hun klar igen.

Der var kø på motorvejen mod Brenner, så også denne del af turen gik lidt langsom. Vi ville have spist i McDonalds ved Europabrücke (ikke Europabrügge, som jeg fejlagtigt tidligere stavede), men var så uheldige, at man kun kunne køre til den, når man kørte mod Italien. Til gengæld stod vi af og gik ud på broen og kiggede ned. På midten var der pænt langt ned, men dette opdager man slet ikke i bil på selve broen pga. vindafskærmningen.

Fra Innsbruck drejede vi mod vest og kørte over Garmisch og halvvejs mod München kørte vi ind på motorvejen. Herlig motorvej uden ret meget trafik og med en march-hastighed på næsten 140 km/t i den langsomme bane. Vi fik en is i en aldeles idyllisk tysk tirolerby. Den var som et postkort.

I München fandt vi efter nogen besvær Ostbahnhof, hvorfra biltoget afgik. Vi fandt flere steder at spise, men ingen tog Visakort, og vi havde ikke DM nok til mad til alle. Heldigvis opdagede vi en pengeautomat, men ud over det sædvanlige gebyr, kostede det 10 DM ekstra til det tyske postvæsen, så det blev et lidt dyrt måltid.

Søndag den 27. juli 1997

Vi kom rettidigt til København omkring klokken 11, men de fumlede gevaldigt, da de skulle sænke rampen så vi kunne komme ned fra øverste bildæk. Efter ¾ time spurgte jeg om den der klods ikke skulle fjernes, og da først låsebolten var ude gik det meget bedre.

Det regnede og blæste, og jeg var stadig klædt efter italienske temperaturer, så jeg frøs meget.

Vi var tilbage i Espergærde søndag eftermiddag ved 14-tiden og det var en rigtig god ferie

Opdateret d. 27.11.2003