Vi fik fat i diverse kataloger og ved fælles hjælp fandt vi frem til, at Bretagne (La Vilaine med tilhørende kanaler) passede os. Der skulle sejles et rimeligt antal kilometer om dagen, og der var et overkommeligt antal sluser. Slusernes åbningstider giver nogle begrænsninger, og man ikke kan sejle, hvornår det nu passer én. På vores flod/kanalsystem var åbningstiderne typisk 8.30 - 12.30 og 13.30 - 19.30, så begrænsningerne var til at overse.
Bådferie er en bekostelig affære. Vi gav godt 10.500 kr. for en uge for en båd til 4 personer (bedst egnet til 3½) incl. obligatorisk afbestillingsgebyr plus ca. 1.500 kr. for forsikring og brændstof undervejs. Der skulle ikke betales slusepenge. Bådtypen kaldtes Cirrus og var 8,8 x 3,6 m. Der var styreplads i spisesalon og oppe på soldækket. Båden var meget funktionelt indrettet og kan anbefales, hvis man er max. 4 personer, hvor de 2 ikke må være for kraftige. Man kan leje cykler, men det havde vi nu ikke gjort, og vi savnede dem ikke.
Vi er på denne ferie Cecilie (blev 14 dernede), Benedicte og Mads. Tirsdag aften stødte Katrine (20) til i Redon.
Torsdag den 22. juni 2000
Vi tog fra Espergærde ved 8-tiden og kørte via Rødby - Puttgarten, Hamburg og Bremen til Dortmund. Der var kø mellem Lübeck og Hamburg: I 50 minutter holdt vi stille, gik rundt på motorvejen og spiste frokost. Midt i det hele kom en rustvogn og da vi en halv times tid efter kørte forbi uheldsstedet, holdt den med nedrullede gardiner. Lidt makabert og meget besynderligt. 10 minutter efter overhalede vi en ladvogn med den knuste bil. Den fyldte under 2 meter i længden, og der var friske afrevne grene både foran og bagved! Vi ankom derfor lidt sent til Novotellet i Dortmund. Vi vendte et smut nede i byen, da vi ikke umiddelbart fandt et sted at spise, spiste vi på Novotellet.
Fredag den 23. juni 2000
Vi snuede helt til 7.15 og fik den sædvanlige overdådige morgenmad på Novotellet, hvorefter vi kørte via Düsseldorf, Achen, Valencienne til Novotel i Versailles lige vest for Paris. Selv om vi kom nogenlunde tidligt, var det ikke muligt at komme ind i Versaillesparken; der var åbenbart fornemt besøg, for det vrimlede med gendarmer, og der var spærret af. Så vi nøjedes med at spise inde i Versailles centrum.
Lørdag den 24. juni 2000
Turen fra Versailles til Messac i Bretagne var ikke så lang, så vi kom frem allerede omkring kl. 14. Undervejs havde vi i en nærliggende by været inde og handle i Super U, der er et stort supermarked. Man bør sikre sig at være selvforsynende med mad, sodavand og rødvin samt flaskevand. Man kan antageligt drikke vandet i båden, idet det bliver udskiftet cirka hver anden dag, mens man sejler, men hvis det har stået i længere tid, må der kunne samle sig forskellige bakterier, så vi drak flaskevand og fyldte undervejs selv flaskerne fra forskellige vandhaner med drikkevand.
På udlejningsstedet i Messac betalte vi forsikring (alternativet var et større depositum mod eventuelle skader) og forskud på brændstof. Damen i skranken talte et rigtigt flot engelsk. Derefter gik vi ned til båden og fik at vide, at vi kunne overtage den, når den var gjort endeligt klar og sejlet hen til en anden anløbsbro. Dette skete i løbet af en halv times tid, hvor vi fik tømt bilen og parkeret i det 'lukkede' område. Teknikeren (l'Ingenieur) gav mig en kort instruktion i at aflæse olie og vand (skulle gøres hver morgen) og i at starte dieselmotoren. Vi fik ingen instruktion i at sejle båden, men hjemmefra havde vi jo også grundigt studeret den tilsendte 'Captains Book' - eller 'Livre Bleau' som den hed på fransk.
Vi havde fået båden ca. 1 time før det lovede tidspunkt, så det var bare om at komme af sted og nå så langt som muligt den første dag.
Den oprindelige tur
Som nævnt blev vi nødt til at modificere den tur, vi havde 'købt', da Katrine skulle komme til Redon tirsdag aften. Den oprindelige tur gik fra Messac ved La Vilaine via Redon til Josselin og retur. Alt i alt knap 220 km med ca. 36 sluser og en beregnet sejltid på omkring 56 timer.
Der var ikke nogle problemer med at ændre på ruten. Da vi nævnte for damen i skranken, at vi overvejede at sejle halvt ned ad en anden afgrening ved Redon anbefalede hun oven i købet at sejle helt ned ad afgreningen, idet den sidste del var den pæneste.
Den modificerede tur
Vi endte med at sejle fra Messac via Redon mod sydøst til Glanet. Retur via Redon mod nordvest til Le Roc St. André. Retur via Glenac, Redon, Messac, La Bruère til Messac. I alt en tur på ca. 310 km, næsten 1½ gange det planlagte.
Lørdag fortsat
Vi sejlede fra Messac lidt over 4 og var kort efter ved den første sluse. Det var en sød unge pige, der med en fjernbetjening sørgede for åbning og lukning af sluseporte og hævning og sænkning af stigbord. Jeg sejlede noget slingrende ind i slusen. Båden var ikke helt let at manøvrere. Dels sejlede vi langsomt, dels var der slør i roret, og dels var slusen smal. Der var ca. 10 cm på den ene side af båden og knap en meter på den anden side, så det var forholdsvis snævert - især når der som nævnt var slør i roret.
Så gik det ellers derudad. Med ca. 8-9 km i timen. Der var kun en enkelt sluse mere om lørdagen. Vi sejlede 20 km til Bestlé, hvor vi beså byen og spiste aftensmad. Da denne anløbsplads åbenbart var en af dem, man naturligt nåede den første dag, valgte vi at sejle videre. Der var ganske fredeligt om aftenen, inden det blev mørkt. Der var masser af dyreliv langs floden. Især fiskehejrer. Men vi så også en odder og noget, der muligvis var en vandrotte.
Søndag den 25. juni 2000
Der var varmt vand nok til, at jeg kunne blive barberet. Men før vi kunne tage brusebad, skulle vi have gang i motoren. Så vi sejlede videre efter morgenmaden. Benedicte og Cecilie startede med badning, og da floden blev lidt bredere overtog Cecilie roret. Det gjorde hun rigtig godt. Benedicte kiggede dog med, da man skal være over 18 for at være rorgænger. Vi jokede med, at det var mig, der var the Captain, og pigerne var the Crew. Dvs. det var pigerne, der stod for liner og trosser i sluser, og når vi skulle fortøje.
Lidt før middagstid nåede frem til Redon, der var adskilt fra nabobyen St. Nicolas de Redon af floden og en kæmpe parkeringsplads ved et supermarked. Da vi 2 dage senere skulle overnatte i Redon, valgte vi at fortøje lidt væk fra den store marina for at slippe for omvejen til denne og for at undgå at betale havnepenge. Redon var den eneste by, hvor der skulle betales havnepenge. Derefter gik vi ind til St. Nicolas, hvor vi ledte efter et annonceret marked, men fandt det ikke, så vi nøjedes med at købe baguette til vores frokost og gik tilbage til båden. Vi sejlede videre til slusen ved indgangen til Canal de Nantes à Brest - den sydøstlige del. Slusen havde middagslukning, så vi spiste frokost, mens vi ventede. Der kom yderligere en båd med en tysk familie, som også lagde til (uden på vores båd) for at afvente middagsstundens afslutning.
Kl. 13.30 sejlede vi og tyskerne gennem slusen og 20 km ned ad kanalen til en hyggelig by Guenrouët. Her ville vi have set Ciderfabrikken, men den havde lukket. Der er en stor marina i Guenrouët og et friluftsbad lige ved marinaen. Cecilie havde dog ikke lyst til at bade, selv om det ellers var behageligt varmt. Vi sejlede videre og fandt en stille anløbsplads 1 km gang fra Notre Dame de Grâce, hvor vi på kortet kunne se, at der var en restaurant. Anløbspladsen var stille og fredelig - nok fordi det var søndag - for allerede mandag morgen kl. 5.50 begyndte der at køre lastbiler over den nærliggende bro. Det var knap så idyllisk.
Det var ved denne anløbsplads, floden var mest snavset. Under 5 cm sigt. Men med udlejningsbådenes toiletsystem, hvor man pumper direkte ud i floden, bidrog vi også selv til forureningen!
Især i weekenden stod der mange lystfiskere på bredderne. Jeg håber ikke, det var alt for giftige fisk, de fangede og spiste eller solgte på markederne.
Det viste sig, at der ikke var en restaurant i N.D. de Grâce. Der var kun 2 barer, der ikke så indbydende ud, så vi valgte at gå tilbage til båden og fandt lidt resteskinke og spagetti frem. Vi lærte, at man skal huske at handle, når der er mulighed for det og helst handle godt et døgn på forskud. I nogle af de mindre byer er der slet ingen forretninger. Her må beboerne køre til en større by eller handle hos den mobile slagter og bager, der kommer en gang imellem. Jeg ved ikke hvor mange gange om ugen.
Vi havde i alt sejlet godt 40 km denne dag og kun sejlet igennem 2 sluser.
Mandag den 26. juni 2000
Vi blev vækket tidligt af den tunge trafik over broen. Så vi fik varmet noget morgenmad i gasovnen med grill. Derefter sejlede vi videre op ad kanalen mod sydøst.
Første stop var en mellemstor by med egen marina. Den hed Blain. Vi gik rundt i byen og fandt supermarkedet, der ikke altid er lige let at finde. Cecilie faldt for noget tøj, og da hun kom tilbage til båden og prøvede det, passede størrelsen ikke, så pigerne gik tilbage til supermarkedet og fik det byttet. Vi spiste frokost på kajen. Det var lunt og en del solskin også denne dag. Derefter sejlede vi videre forbi et stort slot i udkanten af byen.
Vi havde bestemt, at vi ville nå op til toppunktet af denne kanal. Dette ligger ved byen Glanet. Her så vi et stort vandområde, der er et reservoir (Réservoir de Bout de Bois) for hele denne del af kanalsystemet.
Vi vendte båden og sejlede tilbage til slusen ved Barel, hvor vi fortøjede, da klokken nu havde passeret 19.30. Vi kom igennem 16 sluser og havde sejlet i alt godt 50 km.
Tirsdag den 27. juni. 2000
Vandtanken var ved at være tom, så vi fortsatte, da slusen åbnede kl. 8.30 og lagde til i Guenrouët for at tanke vand. Vi var oppe for at se ciderfabrikken, men det var kun muligt at se et ciderudsalg. Vi fik købt et baguette og spiste frokost i havnen.
Det var en meget fredelig kanal. Vi havde kun mødt 2-3 andre både. Tyskeren, vi havde set et par gange, var sejlet videre mod Nantes. Til gengæld var der som nævnt mange, der fiskede langs floden. Heldigvis knap så mange nu, hvor det var blevet hverdag, for man skulle passe på ikke at sejle for tæt på deres liner og flydepropper, for så blev de sure.
Sidst på eftermiddagen nåede vi Redon og lagde til i marinaen. Cecilie ville blive og læse, så Benedicte og jeg gik op for at se byen og finde ud af, hvor langt der var til stationen. Den lå ganske tæt på. Benedictes ur var gået i stå, så vi skulle også have et nyt batteri. Desuden skulle vi handle. Vi fik en enkelt is og kiggede på nogle unge piger, der åbenbart havde sidste skoledag, for de smurte flittigt masser af barberskum på hinanden.
Lidt i 10 om aftenen gik vi hen til stationen og hentede Katrine. Hun kom præcis 22.02 med et TGV-tog fra Charles de Gaulle lufthavnen nord for Paris. Hun skulle lige have lidt mad, så vi købte noget i et pizzeria på vej tilbage til båden.
Det blev lidt sent. Vi havde kun sejlet omkring 35 km og været igennem 4 sluser.
Onsdag den 28. juni 2000
Da Benedicte og jeg var oppe i byen for at købe frokost, kom havnefogeden (eller hvad han nu måtte hedde) for at få penge for overnatningen. Han sagde til Cecilie og Katrine, at han ville komme tilbage efter 10 minutter. Da vi kom tilbage spejdede vi efter ham i mere end et kvarter. Jeg startede båden og hylede med hornet. Der kom stadig ingen havnefoged. Så vi forlod marinaen og sejlede igennem slusen mod nordvest. Vi sejlede fortsat på Canal de Nantes à Brest. Et par kilometer efter Redon sejlede vi med noget skov og en stejl klippe på den ene side. Der kom en mængde meget aggressive fluer, der bed. Så jeg måtte flygte nedenunder og styre. Det var også lidt køligere end de øvrige dage. På et tidspunkt sejlede vi på et helt lige stykke kanal med en længde på ca. 7 km. Det var en smule kedeligt.
Midt på formiddagen nåede vi turens flotteste sluse, Le Gueslin. Der var masser af blomster. Slusehøjden var 2,29 m en middelhøj sluse.
Lidt før middagstid nåede vi Malestroit, hvor vi lagde til for at shoppet og nyde en øl på en fortovscafé. Vi sejlede videre gennem Malestroit-slusen, feriens højeste sluse på 3,65 m, til den første sluse efter Malestroit. Her var der stadig middagspause, så vi spiste frokost ved slusen Lanée. Ved alle sluserne er der hunde. Så vi blev generet af en nysgerrig hund og var lige ved at flytte tilbage til båden, men det er nu rarere at sidde ude i naturen trods vores firbenede venner.
Kl. 13.30 sejlede vi videre mod nordvest. Undervejs så vi en stor båd med 11-12 danskere. I det hele taget var der på denne del af floden langt flere både end på den første afstikker fra Redon.
Vi slog lejr i Le Roc St. André efter at have sejlet knap 50 km og været igennem 9 sluser plus 2 nedlagte sluser (begge porte var åbne). Da vi smed affald bort kunne vi se, at den båd med danskere, vi havde mødt, havde været der, for der lå en halvny dansk avis i containeren. Vi fik frisk vand på båden.
Torsdag den 29. juni 2000
Nu begyndte tilbageturen. Vi kom ikke til Josselin som var målet for den oprindelige tur. Josselin lå yderligere 20 km væk, så vi måtte have slottet og byen til gode. Vi startede som sædvanligt tidligt.
Første stop var Malestroit. Katrine og Cecilie gik op og handlede. Katrine tilbød, at hun ville lave mad. Nu skulle der lidt forandring til. Der var marked i byen, så de kom lidt sent tilbage, hvorefter jeg gik med dem tilbage til markedet. Det er altid sjovt at være på marked, også selv om man ikke køber noget. Vi fik dog pandekager med sukker: Crêpes du sucre.
Efter frokost sejlede vi videre og var fremme ved næste sluse på slaget (13.30). Da der efter ca. 10 minutter endnu ikke var tegn på liv, brugte vi hornet. Og så kom de frem. På vej tilbage til Redon slog vi et smut op ad en afgrening mod Aff-floden til byen Glénac. Vi blev overhalet undervejs af en der kunne sejle lidt stærkere. Han tog den sidste plads ved anløbsbroen, så vi opgav at lægge til. Vi overvejede at sejle op ad l'Aff til byen la Gacilly, der er en køn, men noget turistet by. Da det ville have været en længere tur, og der var hastighedsbegrænsning på floden, opgav vi også dette.
Vi sejlede tilbage til Redon. Vi skulle handle lidt mere. Igen lagde vi til ved den lidt mere industriagtige kaj på den anden side af marinaen. Der var jo ingen grund til, at havnefogeden kom! Vi fortsatte mod nordøst mod Messac og ledte efter en plads, hvor vi kunne være for os selv. Alle var nu på vej tilbage, så de 2 første pladser var delvist besat. Vi fortsatte og undervejs begyndte Katrine at lave mad. Hun brugte meget Karry. Endelig fandt vi vores eget sted. Det passede med, at maden var blevet færdig. Der dukkede et par franske piger op, og selvfølgelig prøvede jeg at snakke lidt med dem, derefter kom et par stykker til. I baggrunden var der nogle ordentlige trommedrøn. De fortalte, at de i nabohuset var samlet for at holde fest, så da vi havde spist, valgte vi at sejle videre, og lidt senere fandt vi nogle fornuftige rafter langs bredden, hvor vi kunne fortøje.
Vi havde sejlet ca. 65 km og været igennem 9 sluser.
Fredag den 30. juni 2000
Dette var den sidste hele dag, og vi tog den med ro. Vi skulle have vand på båden. En del af formiddagen gik med at finde ud af, at gevindet på vores vandslange ikke passede med gevindet på vandhanerne. Upraktisk. Vi prøvede på 4 anløbspladser, før det lykkes, og da var vi kommet til Guipry over for Messac.
Vi sejlede forbi havnen ved bådudlejningen og spejdede efter et passende sted, hvor vi kunne fortøje for natten. Vi fandt nogle primitive træanløbsbroer et lille stykke nord for havnen. Vi ville vælge en af disse på tilbageturen, hvis der ikke er optaget.
Vi kom til en lille sluse. Slusedamen var tyk, og det var varmt besværligt for hende at betjene håndtagene. Midt i det hele kom brødbilen, så hun skulle også klare at købe brød. Bare vi havde gjort det samme. Vi sejlede videre til la Bruère, hvor vi fortøjede. La Bruère er en ganske køn by med masser af hortensier i alskens farver. Vi gik op i nabobyen St. Malo de Phily for at købe ind og se kirken. Kirken var ganske flot, og de lokale kvinder var i gang med at udsmykke kirken (til bryllup?). De lavede nogle meget flotte blomsteropsætninger. Brød - som pigerne ikke ville have - kunne man købe i Tabac. Ellers var der ingen muligheder. Vi var dog gået forbi en varebil med slagtervarer, men da han ikke havde brød, måtte vi klare os med gammelt brød næste morgen.
Vi sejlede retur, og jeg hoppede i land og hjalp slusemutter. Derefter sejlede vi hen til den anløbsbro, der virkede mest robust. 1 lille time efter kom den tyske båd. De valgte den anden anløbsplads et par hundrede meter fra os. Vi havde sejlet ca. 60 km og været igennem 4 sluser.
Lørdag den 1. juli 2000
Noget af det første jeg gjorde var at starte båden og lade den køre i tomgang for at få varmt badevand. Vi skulle kun sejle kort til anløbspladsen i Messac.
Vi fik pakket vores ting sammen og afleverede båden inden kl. 9, som vi skulle. Herefter var der afregning, og vi måtte bløde lidt ekstra, fordi vi havde sejlet flere timer end, vi havde forudbetalt. Men vi havde også sejlet ganske meget.
Det var som nævnt en dejlig ferieform, men mon ikke nogle af de større danske ingeniørfirmaer kunne tjene en god skilling ved at udarbejde miljø- og renoveringsprogrammer for de franske floder og kanaler. Hvis man planlægger en bådferie, skal man være opmærksom på, at der andre steder kan være en hel del industriopland ved byerne. Dette er ikke særligt spændende at sejle igennem.
Rundt i Bretagne og Normandiet
Under turen havde vi aftalt, at vi ville se Josselin og slusetrapperne mellem Rohan og Pontivy.
På vej til Josselin kom vi ind i et enormt kraftigt regnvejr. I Josselin var der marked, så vi brugte en del tid til at se boder og til at få Crêpes du Sucre. Vi så slottet udefra. Den engelske rundvisning var lige startet, og der var 4 timer til den næste, så vi afstod fra 50 minutter på fransk. Slottet er i øvrigt ganske flot udefra.
Slusetrapperne er 22 sluser i tæt rækkefølge inden for 14 km. Stigningen er små 60 m. Sluserne er ubetjente. Man får en slusenøgle (håndsving) ved starten og må selv betjene sluserne. Nøglen afleveres, når man er kommet igennem. Vi spiste frokost ved et af de nedlagte slusehuse. Så kørte vi sydøstpå mod Nantes, hvor vi havde bestilt Novotel. Undervejs kom vi gennem Ploërmel (lidt af et knudepunkt) og Redon. Videre mod Nantes så vi vejskilte mod nogle af byerne fra den første del af sejlturen, så vi følte os helt hjemme.
Indlogeret på Novotellet gik vi ind i Nantes centrum. Her ligger et berømt fyrsteslot og en stor katedral. Mellem katedralen og en længere gågade ligger et latinerkvarter med masser af restauranter. Vi kunne ikke finde den, der er opkaldt efter den tidligere Nantesborger, Jules Verne, hvor de serverer retter fra alle de lande, man kom igennem i Jorden rundt på 80 dage, men vi fandt en anden, og det var lige netop lunt nok til, at vi kunne spise udendørs. Maden var god, og vi fik 3 retter hver.
Søndag den 2. juli 2000
Vi pakkede bilen og drog af sted mod Lorient, der er en lidt kedelig industriby. I havnen har der været ubåds-base, men vi så kun sejl- og motorbåde.
Undervejs diskuterede vi, hvor uheldige vi var. Vi var godt en dag forskudt i forhold til Tour de France, noget pigerne tog ilde op. Vi overvejede, om vi kunne ændre hotelbookningerne, men det var for mange hoteller, det ville gå ud over.
På vej ud af Nantes så vi dog opløbsstrækningen for den etape, der kom et par dage senere. Vi kørte mod Vannes og St. Nazaire, tog kystvejen mod La Baule og kørte ind i den gamle by Guérande, 'saltets hovedstad'. Her gik vi rundt inden for murene og fik forskellige Crêpes, så den værste sult blev stillet. Vi fortsatte langs en meget stor nationalpark og spiste frokost i udkanten af denne.
Vi fortsatte over en høj bro over la Vilaine mod Morbihan-golfen. Her havde vi regnet med at sejle over. Der var antydet en færgerute til Locmariaquer på den anden side, men det var nærmest en udflugtsbåd, der ikke medtog biler. Vi fik således en større omvej gennem Vannes på vej mod Carnac, hvor vi skulle se de tusindvis af sirligt opstillede bautastene. De højeste er 6-8 m høje. Der er noget Stonehenge over stedet. Der er mange teorier om, hvad og hvorfor. Men de lokale er ikke i tvivl: Det er romerske soldater, som efter at have forfulgt kvæget blev omskabt til stenstøtter af kvægets skytsengel St. Cornéle!
Derefter kørte vi til Lorient. Pigerne ville se fodbold, så de kørte til en nærliggende McDonalds og spiste på værelset, mens Benedicte og jeg spiste i restauranten på hotellet. Der var fredeligt, idet Frankrig spillede EM-finale mod Italien (2-1 efter forlænget spilletid). Som aperitif delte vi en Cider, der jo er et lokalt produkt i det meste af Nordvestfrankrig. Et godt råd er: Spring cideren over. Man kan få bedre drikke end ikke-færdiggæret æblemost.
På Novotellet i Lorient opdagede vi, at vi havde glemt en stofbærepose med bøger, kort og Cecilies toiletsager. Vi fik receptionen til at kontakte Novotellet i Nantes, hvor de havde fundet posen. Den blev eftersendt til et senere Novotel i Le Touquet, hvor den ankom 3 dage senere.
Mandag den 3. juli 2000
Morgenen startede med fødselsdagssang for Cecilie. Derefter spiste vi hurtigt det store morgencomplet, for vi skulle på en lang tur - i regnvejr.
Første stop var Concarneau med sin gamle lukkede by - en borg på en ø. Den mindede en smule om Mont St. Michel i mindre format og uden stigninger.
Vi fortsatte langs kysten via Bénodet, der næsten har middelhavsklima, Pont l'Abbé og via nogle små veje til Notre Dame de Tronoën. Her var et af de berømte og særprægede Calvaires. Dette er et stort og groft granitmonument med opstillinger fra Biblen. Præsterne brugte de enkelte optrin til at anskueliggøre, hvad historien i deres prædiken handlede om, og til at 'levendegøre' de personer, der var med i historien. Vi kørte ned til kysten og spiste frokost. Vandet var nogenlunde roligt, men alligevel var der rødt flag med badeforbud. Livredderne fortalte, at der var nogle meget kraftige og farlige understrømme.
Turens egentlige mål var Pointe du Raz, et af Frankrigs vestligste punkter. Det er en storslået forrevet klippekyst, der normalt er meget imponerende, idet vandet stort set altid slår voldsomt ind mod klipperne. Vandet var dog stille, da vi var derude. Vi gik en omvej tilbage til parkeringspladsen for at nyde de lyngklædte arealer og den øvrige natur.
Vi kom halvsent tilbage til Lorient. Det var gået over i regn, og da forretningerne var lukkede blev det en noget hurtig bytur. Vi spiste lige ved siden af hotellet i 'Buffalo Bill', en lidt amerikaniseret restaurant med countrymusik, hurtig og billig mad samt masser af kunder. Men det var godt.
Tirsdag den 4. juli 2000
Fra Lorient skulle vi til Bayeux. Vi kørte over Josselin og Ploërmel til Dinan. På landevejen var der skiltning af hensyn til Tour de France dagen efter, så vi mærkede igen presset fra pigerne. Men vi var hårde!
Dinan er en hyggelig by. Vi slentrede rundt i byen og købte tøj og en enkelt guldhalskæde. Farmand flottede sig for familiens formue, fordi det var Rebilddag! Dagen før havde Katrine og jeg bestemt, at vi ville have omelet. Det kunne man ikke få, der hvor vi kiggede i Dinan, så vi kørte videre via Dinard ude ved kysten til St. Malo en yndet turistby, hvor mange danske teenagere har været på sprogskole. Vi gik ind i den gamle by bag bymuren og fandt en restaurant, der skiltede med omelet. Vi satte os ind og fik bestilt - men ikke omelet. De var udgået for æg! så vi fandt noget andet. Under frokosten tog regnen til, og selv et langt besøg i en skoforretning hjalp ikke. Vi hastede mellem vanddråberne tilbage til bilen og kørte mod Cancale og videre i retning mod Mont St. Michel. Vi droppede dog noget af kystvejen, dels på grund af vejret og dels fordi klokken var mange, og kørte videre over Avranches til Bayeux, hvor vi fandt vores Novotel.
Da det stadig regnede, tog vi bilen ind til byen (ellers 15 minutters gang) og fandt et sted at spise.
Onsdag den 5.juli 2000
Efter morgenmaden tog vi ind og så Bayeux-tapetet. Dette er et 63 m langt vævet billedtæppe, hvor billederne i tegneserieform beretter om Vilhelm Erobrerens togt til England og slaget ved Hastings i 1066. En dansk forfatter (Mogens Rud) har skrevet en meget anerkendt bog om tapetet og dets historie. Da vores bog var på vej med pakkepost fra Nantes, lejede vi en diktafonlignende sag (5 FF), der på dansk fortalte om de enkelte optrin. Det var meget interessant at gense.
Overalt på denne del af turen er der mindesmærker fra D-dag, den 6. juni 1944. Vi havde prioriteret, så vi nøjedes med at se den store amerikanske krigskirkegård Cimetière St. Laurant ved Omaha Beach og resterne af den kunstige havn, Port Winston ved Arromanches les Bains, som englænderne havde anlagt ved Juno Beach, som kodenavnet var.
Læsning om D-dag er spændende. Det var den dag, hvor Amerikanske, Canadiske og Engelske tropper gik i land i Frankrig. Der var flere heldige omstændigheder, der medvirkede til at aktionen lykkedes. Først og fremmest var vejret gunstigt. Det skulle være stille vejr og overskyet, så man ikke blev opdaget. Dernæst Hitlers vanvid, der gjorde, at tyskerne ikke rykkede deres kampvognsarme fra Le Havre kysten til landgangskysten, selv om man havde fået meldinger om, at en landgang mellem Cherbourg og Caen var sandsynlig. Endelig kastede engelske fly masser af papir og sølvpapirstrimler ned i kystområdet mellem Le Havre og Calais - Dunkerque, der var med til at forvirre tyskerne, idet strimlerne på radaren lignede en massiv mængde faldskærmstropper.
På St. Laurant var der store relieffer, der beskrev landgangen og fremmarchen gennem Frankrig mod Tyskland. På kirkegården er der ca. 9.000 grave primært kors (eller en stjerne for jødiske soldater). Hvis man ikke ved, hvad snorlige er, kan man se det på St. Laurant. Alt er sirligt passet af amerikanerne, bl.a. var græsset trimmet som på en golfbane.
Den engelske havn, Port Winston, blev bygget i Sydengland og sejlet på plads under invasionskampen. Den var en af de mange forudsætninger for succes. Der skulle landsættes tungere materiel, brændstof, ammunition, mad og meget mere. Havnen strækker sig langt ud i havet. Man kan stadig se rester af de slæbepramme, der blev sænket for at udgøre fundamentet til havn og moler.
Efter at have kørt lidt forkert nåede vi den nye bro i Le Havre ved Seinens udløb, hvor Monberg og Thorsen har været med til opførelsen, Pont de Normandie. Den er meget imponerende, men skæmmes af en bro lidt nordligere over Canal du Havre.
Vi fortsatte mod Etretat, hvor vi nød klippeformationerne, mens vi spiste en is. Derefter kørte vi en langsommelig tur via Dieppe og Breck til Le Touquet Paris Plage, en mondæn badeby med bl.a. Frankrigs største golfbane. Breck ligger noget sydligere og stranden er mindst lige så god, men i gamle dage blev byen brugt som hospitals- og kurby. Så da det omkring århundredeskiftet blev 'moderne', at de velstillede tog til havet, foretrak de Le Touquet. Der er skam forskel på syge og rige!
Vi ankom først til Novotellet kl. 19.30, og jeg følte, at jeg i mine shorts blev lettere nedstirret af ældre franske damer, der kom hjem fra luftetur af deres små velfriserede puddelhunde. Så lettere panikket fik jeg skiftet til lange bukser og beordrede kjole/nederdel på til pigerne, inden vi gik ned for at spise i restauranten. Det var i øvrigt en glimrende restaurant med overkommelige priser og en kvindelig pianist, der spillede let musik
Torsdag den 6. juli 2000
Torsdagen var slappedag. Vi havde talt om en smuttur til England og jeg om en tur til Paris, men vi begrænsede os til at gå på marked om formiddagen i Le Touquet og handle i supermarked om eftermiddagen. Der er jo stadig nogle ting, man skal have med hjem som følge af det høje afgiftsniveau i Danmark.
Fredag den 7. juli 2000
Turen gik nu hjemefter. Vi huskede at købe benzin i Frankrig (det er normalt billigst ved supermarkederne). Ruten var Calais, Ostende/Brugge, Antwerpen, Arnhem, Osnabruck, Bremen, hvor vi havde Novotel. Ved Arnhem lykkedes det os at køre forkert. Dels havde vi ikke et ordentligt kort, og dels satsede jeg på, at den motorvej, der var vist under bygning på vores 10 år gamle kort, nok var blevet færdig. Det var den ikke. Vi endte på nogle små landeveje i den rigtige retning, men desværre lå der lige en kanal i vejen. Der var godt nok en færge, men vi havde næsten ingen hollandske Gylden, så vi tog den tunge beslutning at køre baglæns mod Arnhem. Her kørte vi bl.a. på et smal digevej, hvor de byggede motorvej om ørerne på os. Det kostede os ca. trekvarter.
Lørdag den 8. juli 2000
Turen gik fra Bremen via Hamburg og Puttgarten. Vi nåede en færge 12.15, en halv time før vi havde bestilt, og var hjemme igen midt på eftermiddagen.
Det var en dejlig ferie. Vi havde kørt godt 4.500 km.
Opdateret d. 26.09.2004