I efterårsferien 1996 besøgte vi Sydfrankrig. Vi er Cecilie (10 år), Katrine (16½ år), Benedicte og Mads. Anders meldte fra efter at vi havde bestilt, så vi havde god plads i toget og bilen.

Vi boede i departementet Gard, der ligger umiddelbart vest for Provence, i en lille by Moussac 25 km nord for Nîmes, 10 km syd for Alès og 30 km vest for Pont du Gard.

Tidlig fredag morgen, kl. godt 6 kørte vi fra Espergærde mod Rødby. Vi nåede den bestilte færge kl. 8.00 og var i Hamburg kl. godt 12.

Biltoget afgik fra Hamburg Altona kl 14.00. Turen i biltog til Narbonne, 100 km nord for den spanske grænse, varede 20 timer, så vi var fremme lørdag kl. 10.

Der gik den 'sædvanlige' tid, før vi fik vores bil, og så gik turen ellers 150 km baglæns ad motorvejen forbi byerne Béziers og Montpellier, hvorfra vi kørte 40 - 50 km ad landevejen til Moussac.

Vi havde bestilt 1. salen af et hus (gîte) gennem Gîtes de France. Dette foretagende er fra og med oktober 1996 ikke længere repræsenteret i Danmark, så vores næste feriebestilling til Frankrig vil derfor blive noget mere besværlig.

Vi fandt ejerinden, Mdm. Issaurat. Hun bød os velkommen, viste os swimming Poolen og fulgte os hen til gîten, hvor vi fik pakket ud.

Gîten var udstyret med 1 stue med køkkenafsnit med opvaskemaskine samt el+gas plader og løs el-ovn, forældresoveværelse med 1 opredning, der dog ikke blev brugt, og et rimeligt værelse med køjeseng til pigerne. Hertil rum med toilet og rum med badekar og håndvask. Gîten var forholdsvis rummelig og i pæn stand. Der var ikke fjernsyn, hvilket naturligvis var til gavn for vores nattesøvn.

Klokken var nu efterhånden blevet over 3, så efter at Cecilie havde besøgt Svømmepølen (den manglede tæt på en halv snes grader til min favorit-temperatur) handlede det om at finde ud af, hvor vi kunne købe mad. Der var et stort supermarked - Super U - i la Calmette, der lå 7 - 8 km syd for Moussac.

Vi købte, hvad der primært a.h.t. pigerne blev feriens hyppigste måltid: 4 stk. oksekød (faux filets) til knap 80 Franc (næsten 90 kr.) + spaghetti "å så'n". Dertil forskellige slags vin. Eksempelvis kostede en Chateau Neuf de Pape ca. 55 Franc.

Som ved øvrige dage tog vi fra Gîten ved 9-tiden om morgenen. Dagens tur var aht. Katrine et gensyn med nogle af de steder, hun havde set de 2 gange før, hun har været i Provence. Hun har boet i Mollans sur Ouvèze lige nord for Mont Ventoux med Mormor og Morfar i 1994 og været på sprogskole i Avignon i sommeren 1995. To af hendes rigtig gode ferier.

Så vi tog altså østpå.

Vi kørte forbi - nå nej vi var da også et smut nede ved - Pont du Gard. Pont du Gard er en imponerende akvædukt fra Romerrigets tid. Det er 3 broer oven på hinanden, hvor den øverste er en overdækket kanal til at transportere vand. Romerne byggede den for mere end 2000 år siden med det formål at føre vand fra højlandet ved Uzès til Nîmes. En strækning i fugleflugtslinje på godt 30 km, men pga. højdeforholdene en samlet kanallængde på mere end 50 km, med et gennemsnitligt fald på 20 - 30 cm pr km. Flot ingeniørarbejde!

Dagens Pont du Gard view var således blot lige for at kigge!

Formiddagens hovedmål var markedet i l'Isle sur la Sorgue. Et rigtigt stort marked, der startede ved floden (la Sorgue) og bredte sig ind i store dele af bykernen. Vi købte dog ikke noget ud over et Pain (et velvoksent baguette, der krummer helvedes meget i bagagerummet (især, hvis ungerne er begyndt at brække noget af det, inden vi spiste frokost)) og lidt skinke. Feriens standardfrokost! På markedet stødte vi 2 dansktalende par, og det ene var såmænd Gitte og Eigil Sabroe fra firmaet hjemme i Danmark!

Efter markedet kørte vi ud af byen og fandt en rasteplads, hvor vi spiste. På rastepladsen så vi én af de forholdsvis få danske biler vi mødte på ferien, men til gengæld cyklede der et ægtepar forbi, der vinkede og hilste Velbekomme!

Så kørte vi til Fontaine de Vaucluse. Det var en meget idyllisk, men særdeles turistet by, hvor der et kvarters gang opad var en halvåben bjerghulesø. Om foråret er vandstanden så høj, at vandet fosser ud over siderne, men her i efterårsferien var vandmængden mere beskeden. Vandstandshøjden var vel 10 - 20 m under det vi, kunne se på postkortene, og der var absolut ikke noget vand der fossede. Til gengæld var der rigeligt vand i floden (starten på la Sorgue), så der må trods den rolige vandoverflade være en enorm tilstrømning og afstrømning langt under overfladen.

Turen fortsatte østpå mod Gordes, fordi vi skulle se de gamle romerske huse i Village de Bories. Det var meget spændende. Det er en samling stenhuse muligvis fra stenalderen, og man har i vor tid fundet ud af, hvad husene har været benyttet til: beboelse, gedestalde, forskellige værksteder etc. Det kostede naturligvis penge at komme ind på området.

Efter Village de Bories kørte vi til Roussillon. Ud over at være kendt fra vinene i Irma findes der nogle enorme forekomster af hårdt okkerholdigt lermateriale. Den eftermiddag var Cecilie gullig-rød i hovedet og på hænderne. Plus naturligvis på tøjet. Efter den obligatoriske entrebetaling gik vi rundt i formationerne. Det var meget imponerende, og der var mange forskellige farvenuancer, hvor man kunne tænke tilbage på geologiundervisningen i gymnasiet omkring udvaskning ned igennem jordlagene. Roussillon ligger forholdsvis højt, så vi kunne se langt omkring, bl.a. til Mont Ventoux, hvor tårnet på toppen (lidt à la Himmelbjerget!) skiftevis var skjult og dukkede op imellem skyerne i ca. 1900 m's højde.

Klokken var nu ved at være mange, så vi besluttede at vende tilbage til Avignon, dels for at se Pavepaladset fra de 94 år, hvor paven ikke boede i Rom i det 14. århundrede, samt domkirken og den halve bro, St. Bénézet. Men ak og ve klokken var lige netop blevet 19, så vi måtte nøjes med at spise og Cecilie fik en karruseltur på pladsen foran restauranten!

Vi startede i Uzès, det var byen med den store kilde til vandforsyningen til Nîmes. Ud over det er Uzès en køn ældre by med huse fra 1400-tallet. Desuden er den kendt for at være den by, hvor Nobelprismodtageren (1947) André Gide blev født. Vi fik ikke set kirken, da der skulle være begravelse.

Derefter gik det til det egentlige besøg på Pont du Gard. Normalt kan man køre i bil (ensrettet fra nord til syd) på akvæduktens nederste etage og gå inde i den øverste. Men nu hvor turistsæsonnen er overstået har de kære franskmænd tilladt sig at udføre et større renoveringsarbejde, så vi måtte nøjes med at betragte det imponerende bygværk udefra. Vi har dog et billede fra Katrines første Provencetur, så man kan fornemme, hvordan der er inden i den øverste vandkanal og de kalkaflejringer som tusindvis af liter vand i tidens løb har afsat på siderne.

Vi kørte via Remoulins til den sydlige side af Pont du Gard, men herfra kunne vi kun se noget, hvis vi ofrede endnu en parkeringsafgift, så vi kørte i stedet videre mod syd.

Tvillingbyerne Beaucaire-Tarascon gennemskæres af Rhône-floden. Der er opført en borg, men også den var lukket.

Vi kørte videre over floden mod St. Rémy, men drejede fra forinden ad vej D27, der først i et fordigt lavland og senere endte oppe i bjergene (les Apilles). Forbi Cathédrale d'Images, en kæmpemæssig katedral, der var hugget ind i klipperne. Videre til les Baux de Provence. En imponerende dobbeltby dels den gamle uddøde spøgelsesby, der i kraft af en placering højt og ufremkommeligt i bjergene var let at forsvare mod tidernes fjendtlige angreb og dels den nuværende levende og turistprægede by, der var ligeså utilnærmelig, hvis man havde fjendtlige hensigter. Denne nye bydel er i størrelse kun 1/3 af den oprindelige. Det var begyndt at regne, så vi spiste frokost inden vi skulle se den gamle del af byen, men regnen tog til så vi måtte nøjes med et mere flygtigt syn herunder et view over en model ved indgangen (man skulle selvfølgelig betale for at komme ind). Der var sat advarselsskilte op mod kraftige vindstød og det var helt relevant. Både Mistralen og Tramontane-vinden fra Middelhavet mod nord op i bjergene var ganske kraftige.

Fra Baux kørte vi vestpå til Nîmes. Formålet var - i regnvejr! - at se det flotte amfiteater (Arena), der stadig bliver brugt til tyrefægtninger, optræden mv. og om vinteren er en mindre del af det overdækket og bliver brugt til udstillinger mv. Det stammer fra slutningen af det 2. århundrede og måler 133m x 101m og der er plads til 24.000 tilskuere. Arenaen ligger næsten i bykernen, så den har haft en strategisk betydning, idet man kunne evakuere borgerne til Arenaen i tilfælde af angreb og belejring af byen. Der var en flot udsigt ud over byen, og vi fik fortalt om historikken på både nydeligt tysk og engelsk. Vi gik ned i byen, og så der bl.a. Maison Carrée, et tempel bygget på kejser Augustus tid. Det fikantede tempel er særdeles velbevaret. Det måler 15m x 26m og er 17m højt.

Regnen fortsatte. Så vi tog hjem via la Calmette og aftensmad samt slik-indkøb i Super U.

Vi havde diskuteret lidt frem og tilbage, om hvad vi skulle denne dag, men da det fortsat regnede kraftigt besluttede vi - lidt sent - at køre væk fra området og tage til Andorra, idet vi ville køre væk fra regnen.

Så vi kørte ned til Nîmes og videre ad motorvejen - 'Peagé' - forbi Mont Pellier, Béziers, Nabonne og Perpignan, hvor vi drejede fra ad motortrafikvejen og ad N116 mod Andorra. Vjeret var nu blevet ganske pænt. Stadig kraftig blæst, men tørvejr. De første 50 km gik udmærket, men så begyndte bjergene (Pyrenæerne), gennemsnitsfarten faldt og de næste 100 km gik knap så stærkt. Vi nåede den fransk/spanske grænseby Bourg-Madame - højt oppe i bjergene - ved 13.30-tiden og fortsatte ufortrødent, selv om de voksne af os synes, at klokken var blevet lidt for mange. Der var afkørsel til betalingstunnel og yderligere ca. 50 km af de lidt kraftigere hårnålesving, og da - stadig de voksne af os - synes at vi jo også skulle hjem og da vi ikke rigtig havde noget vi virkelige gerne både ville have og synes vi havde råd til i det toldfri Andorra, besluttede 50 % af os at droppe Andorra og som 'plaster på såret' køre i retur via den spanske del af Bourg-Madame, Puigcerda. Så havde vi i det mindste været i et nyt land! Stor utilfredshed hos de unge.

Ydermere var der middagslukning i Puigcerda og vi havde ingen spanske penge, kun VISA-kort, men det fik vi ikke brug for. Der var ikke prismærker på varerne i forretningernes vinduer, så vi vidste ikke, hvad det, der nu måtte kunne friste, kostede. Gaderne var ganske smalle og stejle i Puigcerda, og det var lidt svært at finde rundt, og vi ikke havde noget kort.

Vi gik lidt rundt i byen og kørte så retur mod Gîten.

På hjemturen kørte vi ind til en moderne forstad og shoppingcenter i Mont Pellier, så pigerne dog fik lidt ud af dagen. Vi var kørt ind i regnen, og det var blevet mørkt, så det var svært at orientere sig om trafikken og vejen, men vi skulle jo have noget at spise. På landevejen mellem Mont Pellier og Nîmes ved indkørslen til en lille by Lunel standsede vi foran en lokal restaurant/hotel og der fik vi et ganske billigt og udmærket måltid med dessert og tilhørende vin for 65 Franc. Pigernes tilhørende vin fik vi ikke og sodavanden kostede penge - men c'est ça - c'est la vie.

Det regnede stadig, da vi kørte resten ad vejen hjem, og det var ikke rart at køre i dette vejr.

I dag var det Anders' fødselsdag, så vi sendte ham en venlig tanke, og vejret var klaret op.

Vi ville se den berømte bambushave, Bambouseraie de Prafrance. Denne ligger ca. 15 km sydvest for Alès. Haven blev grundlagt i 1855 og er gået fallit et par gange siden. Bambusplanterne er ganske store - næsten som en 30 år gammel bøgeskov. Der er mange forskellige slags bambus. Almindelige (bleghvide), gule og sorte (blåsorte) og der var mange andre specielle træer og planter fra Syd-Østasien, bl.a. en gammelt og meget stort ginkotræ. Bambouseraiet er sponsor af friske bambusskud til pandaen i Berlins Zoo.

Efter Bambusseriet kørte vi via Anduze til Musée du Desert 15 km mod nordvest.

Det var et spændende og tankevækkende museum, der fortalte om de lidelser og forfølgelser de lutteransk kristne (bl.a. huegenotterne) i tidens løb havde været udsat for og om hvordan de alligevel overlevede. Straffene for at blive pågrebet med at prædike i bjergenen var barske. En af de mildere var at blive sendt af sted som galajslave. 5 mand var der om at betjene en åre. Og der var mange årer på en galaj. Franskmændene havde med næsten tysk grundighed ført fortegnelser over alle de, der var blevet dømt.

Vi ville dér i området have set en grotte (Grotte de Trabuc), men selv om der var annonceret åben på skiltene til den, var der først rundvisning om eftermiddagen, så vi kørte videre.

Målet var en anden grotte (Dargilan) gennem nogle flotte bjerglandskaber, Corniche des Cevennes og Gorges du Tarn, men atter følte vi os presset af tiden og kunne se over hundrede kilometers bejrgkørsel foran os, så for at undgå bjergkørsel i mørke besluttede vi at dreje fra og køre til en anden 3-stjernet grotte, Grotte des Desmoiselles, jomfruernes grotte, i den sydlige del af Cevennerne syd for Ganges og med mere regulære til- og frakørselsforhold.

Grotten var imponerende. Der var brochurer på flere sprog, bl.a. dansk. Fra landevejen kørte vi opad bjerget (smal stejl vej med en del hårnålesving) og fra parkeringspladsen var der en trappe op til indgangen. Inden for indgangen var der en funiculaire - en slags åben skrå elevator - der bragte os de sidste 80 meter op. Så var det ellers blot at træde indenfor og nyde alle de mange drypstensformationer. Det største rum var 120 m langt, 80 m bredt og 50 m højt. Vi fik på fransk fortalt om opdagelsen af grotten og hvad de forskellige drypstensformationer lignede, Madonna med barnet, orgelpiber, drage osv. Der var forskellige farvenuancer, hvor nogle skyldtes naturen og nogle lidt mørkere skyldtes, at der var mange besøgende, lys mv.

Derefter gik turen hjem via vores normale Super U.

Vi havde nu - desværre - overstået halvdelen af vores efterårsferie. Vejret var også i dag flot omend stadig lidt blæsende.

Dagens tur gik ned til Camargue'n. Camargue'n er et kæmpe marskområde, deltaet fra Rhône-flodens udløb i Middelhavet. Det strækker sig næsten fra Béziers i vest til midt mellem Arles og Marseilles. I alt ca. 75 km i øst-vestlig retning og fra Middelhavet ca 25 km mod nord. Områdets størrelse er mere end 85.000 ha.

Camargue'n er Frankrigs 'Vilde Vesten' og samlingssted for sigeunere 2 gange om året plus dem, der er mere fastboende. De opdrætter hvide heste, der i 3-årsalderen skifter farve og bliver sorte. Endvidere har de i tidens løb dyrket ris, men først da de underkrigen fik hjælp af nogle indonesere til at styre vandtilførselen tog dyrkningen et sådant opsving, at Frankrig i dag er selvforsynende med ris.

Vi kørte forbi Nîmes og lufthavnen St. Bénézet, en vist nok overvejende militær lufthavn, hvor vi kunne se en masse gamle flytyper fra landevejen. Vi kørte via St. Gilles og ad nogle små marskveje langs talrige rismarker og naturområder til Aigues-Mortes (det døde vand).

Byen er omkranset af en bymur med 15 tårne. Pga. strejke denne dag var det ikke muligt at komme op på bymuren eller ind i nogen af tårnene. Ligesom i middelalderen bor indbyggerne stadig inden for bymuren. Det er i dag ikke for at forsvare sig, men bymurene og de smalle gader giver god læ for den kraftige Mistral-vind. Byen ligger inde i landet og som Ribe havde den sin storhed før hele området blev inddæmmet. I dag er det kun lidt flod- og turistsejlads, der udgår fra byen, men i 1200-tallet under Ludvig den 9 var byen udgangspunkt for korstogene til Det hellige Land.

Vi kørte videre mod St. Maries de la Mèr. Undervej standsede vi ved en af de mange salgssteder for lokal ris og lokal vin, så vi købte 1 kg hhv. 3 flasker.

2 gange om året valfarter sigeunerne til St. Maries de la Mèr. I slutningen af maj er der det helt store rykind og sidste weekend i oktober et noget mindre rykind. Baggrunden for sigeunernes valfart er Sorte Sara, som sigeunerne har gjort til deres skytshelgen, som de dyrker under ekstatiske former på stedet. Sorte Sara står ned i Krypten i byens kirke. Der er et hav af stearinlys, der tilsammen giver varme og lys i den mørke krypt. Sorte Sara er iklædt mindst 20 lag tøj, og det yderste er en ganske flot dragt med glimmer og glitter.

Vi fortsatte til Arles for at se arenaen, men vi måtte pga. strejken nøjes med et kig udefra; ligeså med de romerske bade, Thermes de la Trouille. Så vi nøjedes med at gå igennem byen og købte store is i glas. Vi vendte tilbage til bymidten, hvor vi købte en kæmpe smølf, som Cecilie havde været inde og kigge på, inden vi fik is. Den kostede under 300 kr. og nu kunne vi glæde os over, at Anders havde meldt fra, for på resten af turen fik den Anders' plads i bilen og havde sikkerhedssele på. Den skulle have et fransk navn, og da den erstattede Anders, blev den naturligvis døbt André.

Dagen startede med marked i Carpentras. Vi tog såmænd kun til Carpentras fordi, der var marked. Vi kiggede dog kort ind i kirken, men ellers gik det i zig-zag mellem boderne, og der var mange.

Efter markedet kørte vi ca. 20 km nordpå til Baissen la Romani, en gammel romersk by. Baissen la Romani ligger ved Ouvèze-floden og der er stadig en 17 m bred stenbro, med ca. 2000 år på bagen. Der er to romerske bydele og højdeforholdene medfører, at man lige uden for områderne har et fortrinligt overblik over resterne. Byernes og husenes grundplaner samt vandforsyning og drænkanaler står stadig intakte tilbage. Det romerske teater er hugget ind i klippesiden og i størrelse er det kun lidt mindre end det i Orange og Arles.

Vi kørte videre til Katrines vingård. Damen kunne huske hende og huske, at hun den ene gang havde været med et ældre selskab (65-rejser) og den anden gang sammen med en flok unge. Vi smagte på den glimrende vin fra Vacqueras og købte 24 flasker plus 5 liter i dunk.

Derefter kørte vi til det andet af Katrines vinsteder, nemlig Beaumes de Venice. De fleste kender den lidt søde gule muscatvin. Der købte vi en ståltrådskurv med hank (rigtig svær at pakke!) indeholdende en flaske muscatvin, en lokal rødvin og to lokale rosévine.

Nu havde vi så fået købt, så vi havde godt læs på bilen.

Turen gik videre til Orange, hvor vi så det romerske teater og triumbuen. Orange ligger nord for Avignon og er den oplagte by at besøge, da den ligger tæt ved Katrines vingårde.

Det romerske teater har ry for at være det smukkeste og mest velbevarede i verden og det benyttes stadig. Vi gik rundt inden i det. Der var plads til rigtig mange tilskuere, men der var heller ikke afsat så mange centimeter pr tilskuer, som jeg synes, vi fylder!

Triumfbuen lå ved den nordlige udkørsel af byen, så i stedet for at gå valgte vi at tage bilen og parkere tæt ved. Triumfbuen er fra år 25 og er den tredje største triumfbue i verden. Den er udsmykket med en stribe relieffer, der illustrerer forskellige krige og religiøse begivenheder. Det primære er hvorledes romernes 2. legion koloniserede området år 36 før Kristus ved at besejre gallerne. Og så er vi på hjemmebane for det er lige netop denne del af historien, der beskrives i Asterix!

Vi sluttede dagen med at spise i Avignon. Det var endnu engang blevet så sent, at vi ikke kunne gå ud på den halve bro i Rhône-floden, St. Bénézet, og de havde lukket pavepaladset og kirken lidt før klokken 19, så vi måtte på ny se den udefra, men dog flot oplyst.

Hjemrejsedag - desværre. Vi fik pakket bilen. Der var jo kommet en del pakkenelliker til - vinen og smølfen - så der var pænt læs på.

Vi kørte nu retur ad motorvejen mod Narbonne og drejede fra mod vest ind i landet for at se den berømte borg Carcasonne.

Borgen er kendt fra en af de seneste optagelser af Robin Hood - og det var jo helt oplagt at benytte byen/borgen til dette formål. Som ved andre byer er der tale om, at byen er delt i to. Den ældre del inden for bymuren og en nyere del vokset op rundt om borgen. Vi ankom i middagsstunden og tilbragte den første tid med at spise. Derefter så vi kirken og gik rundt på bymuren. På vej tilbage var vi inde på kirkegården og kunne se den store forskel, der er mellem franske og danske kirkegårde. I Frankrig er det nærmest små mausolæer til hver enkel og der er ikke så meget grønt og blomster mv.

Derefter vendte vi næsen mod Narbonne, hvorfra biltoget skulle afgå. Vi skulle være der i god tid, fordi læsningen af biler foregår på de fjerneste spor i forhold til stationsbygningen, og da vi ikke måtte krydse sporene, blev vi i bus transporteret en lang omvej til selve stationen. Benedicte blev ved bagagen, og pigerne og jeg gik en tur i byen. Alt i alt en times tid. Dels ville Katrine frygteligt gerne købe noget tøj (det nåede vi dog ikke) og dels skulle vi købe mad til togturen. Både aftensmad og morgenmad. Heldigvis for det, for det lette måltid, der blev serveret om aftenen var ikke specielt lækkert.

Turen med biltog fra Hamburg til Narbonne kostede ca. 7.700 kr. og tog 20 timer. I Sydfrankrig kørte vi på de 9 - 10 dage ca. 3000 km.

Vi var tilbage i Espergærde søndag aften ved 20 - tiden og det var en rigtig god ferie