MWL - Mørdrup
Whisky Laug - har gennem de sidste ca. 4 år sparet op til og planlagt en
studietur til Skotland med det formål at smage nogle maltwhiskyer samt se det
smukke Skotland og ikke mindst nogle forskellige destillerier. Whiskyen og
befolkningen var som forventet i top. Vejret var vekslende med hurtige skyer og
ofte med et specielt og meget smukt lys over landskabet. Faktisk helt fantastisk
smukt.
Vi startede i Aberdeen og sluttede i Edinburgh (fløj dog hjem fra Newcastle).
Undervejs besøgte vi 6 destillerier og besøgte adskillige slotte, borge, kirker
og ruiner samt boede undervejs på 4 hoteller af skiftende kvalitet.
Vores hyggelige blå bus
Vi kørte en del i bus, men underholdt os selv med diverse ”foredrag” og sang som
sædvanligt alle vores slagsange + et par stykker mere. Vi havde hjemmefra givet
os selv den opgave, at vi skulle skiftes til at fortælle om de enkelte dage
JAC-Travel, med stærk hjælp fra især Benna, havde arrangeret rejsen og stillet
bus incl. driver til rådighed, så vi kunne synge og være sociale samt indimellem
få en øl eller et glas whisky, hvilket vi så gjorde.
Vores driver hed John og var, som skotter nu engang er, en humoristisk lidt gal
fyr med en accent, som ingen forstod 100 %. Han udvidede dog vores ordforråd,
f.eks.: en ABC-tour blandt skotske buschauffører betyder ”Another Bloody
Castle”.
Nedenfor er
turen beskrevet i dagbogsform med diverse links til ekstra beskrivelser og/eller
ekstra billeder.
Dag 1. Lørdag den 28. juni – Aberdeen - Speyside - Inverness area
I Kastrup lufthavn havde Pia arrangeret, at der over skranken stod Danish Whisky
Group, og så fløj vi ellers planmæssigt til Aberdeen. Mads og Benedicte var kørt
i bil og ventede på os andre i lufthavnen, hvor også bussen og vores driver John
stod klar. Bussen var til 33 personer, så vi havde god plads.
Vi startede med en ”Panoramic city tour of Aberdeen” og besøgte først Kings
College, der kan føres tilbage til omkring 1525. Vi standsede også ved den store
sandstrand, da vi så en hval ude i bølgerne, der dog ved nærmere undersøgelse
viste sig at være 5-6 store delfiner, der faktisk kan blive ca. 4 meter lange.
Jørgen uddelte en lang liste med fuglenavne på dansk og engelsk og bad os kigge
efter fugle og notere de forskellige arter, vi så på turen. Skaden havde
tilsyneladende flest underarter blandt andet Tagskaden og Hjerneskaden. Majbritt
blev på fjerdedagen vinder med ”arten” Totalskaden.
Ud over at kigge efter fugle opdagede vi også, at der var mange forskellige typer broer i Skotland!
Dagens guide var Mads, der i bussen fortalte om Aberdeen og Skotlands historie samt lidt om Fyvie Castle fra 1300 tallet. Desuden lidt om Speyside, Glen Livet og den by, hvor vi skulle overnatte, Beauly.
Indgangsfløjen til Fyvie Castle
Fyvie Castle ligger 40 km nordvest for Aberdeen. Slottet har 5 tårne, og selv portnerboligen var imponerende. Det hele ligger i en smuk park.
Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Mads.
Fra slottet kørte vi til Dufftown og Glenlivet Distillery, hvor vi smagte
Glenlivet både 12, 15 og 18 år, og der var enighed om, at den 18 årige rent
faktisk også havde mest fylde. Desværre var produktionen ikke i gang den
pågældende dag, og bygningerne var ikke specielt charmerende, så vi følte os nok
lidt snydt, trods guidens smukke udseende. Dette fik vi dog indhentet de
følgende dage.
Herfra kørte vi videre til Beauly 10 km vest for Inverness, hvor vi indlogerede
os på Priory Hotel, der ligger centralt på The Square. Vi havde 2 overnatninger
på hotellet.
Dag 2. Søndag den 29. juni – Speyside
Efter morgenmaden gik de fleste en lille morgentur i Beauly og bemærkede blandt
andet en del forhaver med rigtig mange havenisser, trolde, ugler m.m., eller som
Mette sagde nogle rigtige ”Gnomhaver”. Hvor floden løber langs den gamle bydel,
havde man opsat et stort stakit, hvilket forekom os lidt mærkeligt. Husene var
alle grå med sorte skiffertage. Det var, som vi hurtigt opdagede, normen for
alle byerne, vi kørte igennem.
Vi kørte gennem Inverness mod Johnston’s of Elgin og Glenfiddich Distillery, som
var dagens udflugtsmål. På vejen gjorde vi ophold ved de storslåede ruiner af
Elgin Cathedral opført 1224 og ødelagt af brand allerede i 1270 og senere under
reformationen i 1500 tallet. Ved siden af kirken lå nogle fine huse og en smuk
park med en del bronze statuer, troede vi da, indtil vi tilfældigt bankede på
dem og opdagede, at de var fremstillet af et let kunststof.
Helle og Mogens var dagens guider og havde gjort et stort forarbejde. Helle
fortalte om Skotlands første stammefolk Pikterne, som Mads mente havde opfundet
billed-/skriftsproget ”Piktogrammet”. I øvrigt byggede Pikternes kong Brude i år
563 sit hovedkvarter i Inverness. Helle fortalte også om Kelterne med deres
noget bizarre kraniekult og om Druiderne, som var samfundets øverst placerede.
Mogens underholdt blandt andet med Dufftown og skottehistorier samt ikke mindst om Glenfiddich Distillery, der fremstiller verdens i dag mest udbredte maltwhisky. Helle fortalte om den skotske historie og Kelterne
På vejen tilbage fra destilleriet gjorde vi ophold ved det berømte klokketårn i Dufftown, der er Speyside whiskyens ukronede hovedstad.
Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Helle og Mogens.
Til frokost spiste flere af os for første gang den skotske nationalret ”Haggis”, der faktisk slet ikke smagte så tosset, som man skulle tro. Haggis består nemlig af hakket hjerte, lever og lunger fra et får (eller en kalv) og tilsættes havregryn, løg og krydderier. Så koges hele herligheden i en fåremave. Knæk og bræk eller velbekomme!
På hjemturen bad vi John gøre ophold ved sluserne i Inverness, hvor River Ness er en del af den store Caledonian Canal.
Sluserne i Caledonian Canal
Kanalen og sluserne betyder, at man kan sejle fra Skotlands østkyst og ud til vestkysten ved Fort William via de store søer i Great Glen og er et fornemt ingeniørarbejde fra 1791.
Om aftenen spiste vi som sædvanligt udkogte grøntsager og fik et par whiskyer i et godt socialt lag. Flere nåede også at se EM finalen i fodbold mellem Spanien og Tyskland i den nærliggende pub. Spanien vandt fortjent med 1-0.
Dag 3. Mandag den 30. juni – Loch Ness - Isle of Skye
Dagen startede på Glen Ord Distillery i landsbyen Muir of Ord, der kun lå ca. 10
minutters kørsel fra vores hotel i Beauly.
På Glen Ord, grundlagt 1838, blev vi underholdt af en hyggelig ældre gut Gordon,
der havde en fin måde at fortælle om fremstilling af den gyldne gudedrik og
whiskyen generelt. Blandt andet blev fortalt, at destilleriet havde et
forholdsvist stort malteri, da det også forsyner andre destillerier med malt i
forskellige grader. Den prøvesmagte Glen Ord (Singleton) havde en forholdsvis mild
tørverøget smag.
På Glen Ord havde de opstillet en del singlemaltwhiskyer efter, hvor røgede de var. Se videoklip. (ca 2 min i download)
Jan, der var dagens første guide, nåede lige at fortælle lidt om Glen Ord under de 10 minutters kørsel, og efter besøget på vej mod Loch Ness fortalte han blandt andet om den gamle klosterruin Priory i Beauly, lidt om i landsbyen Muir of Ord på halvøen Black Isle og årsagen til, at der i dag kun ligger et destilleri på den frugtbare halvø mod tidligere tre.
Der blev også fortalt om, hvordan Skotlands største sø Loch Ness er opstået og naturligvis lidt om fru Nessie. Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Jan.
Ved Loch Ness 2000 Exhibition Centre gjorde vi i øvrigt ophold ved den lille dam med Nessie og nød stående vores Glenfiddich Special Reserve. Mange fik et ret godt forhold til netop denne whisky på turen. Benedicte holder dog stadig stand og er mest til portvin.
Kjeld var eftermiddagens guide og fortalte blandt andet om Urquhart Castle opført i 1300 tallet og ødelagt af englænderne i 1692 og senere om Eilean Donan Castle, der blev opført i 1220 i forsvaret mod vores forfædre vikingerne, men ødelagt i 1719 da borgen husede 500 spanske lejesoldater, som hjalp skotterne mod englænderne. Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Kjeld.
Urquhart Castle ved Loch Ness
Sent på eftermiddagen indlogerede vi os på Balmacara Hotel lidt uden for byen Kyle of Lochalsh, hvor vi øvrigt havde 2 overnatninger.
At skotter kan være mådeholdne fik vi et bevis på. Efter dinner bad Jan om tandstikker og fik overrakt 1 styk. De næste par dage gik der nærmest sport i at bede om tandstikker. Et enkelt sted havde slet ingen og de andre steder blev tandstikkerne budt, så man kun kunne tage en enkelt. Først på 5. dag blev der - efter høflig forespørgsel - sat en lille skål tandstikker på bordet, så alle ved bordet frit kunne bruge løs.
Her er Jans første tandstik
Senere på aftenen indtog vi de sædvanlige mængder alkohol i festligt lag. En del
nåede også at gå en dejlig tur langs fjorden og se både ebbe og det flotte
himmellys
Dag 4. tirsdag den 3. juli – Isle of Skye
Vi kørte fra Kyle of Lochalsh over den store Skye bridge fra 1995 til Isle of Skye med dens næsten 9.000 store befolkning. Fra broen kan man se nogle rester af den gamle ruin, hvor en dansk prinsesse boede og i sin tid spændte en kæde over strædet og krævede en skyhøj (sund)told af skibene, der skulle passere.
Der var en smule blæst på Skye
Ved Kyle og Skye mødte vi for alvor den ind imellem barske, men flotte skotske natur.
Jørgen var dagens guide, så vi spejdede ivrigt efter fugle og så en del, men ikke ørne, selvom der findes en del på øen, der har hele 1600 km kystlinje.
Først besøgte vi Talisker Distillery, hvor en veloplagt guide Alisdair fortalte om den lidt røgede Talisker, som mange af gruppens medlemmer på forhånd har et særligt godt forhold til. Vi købte også i fællesskab en 10 års Talisker, som senere blev nydt i det fri.
Senere stoppede vi ved forskellige vandfald og ude ved den barske klippekyst på den lange halvø nord for Portree. Vi så den høje basalt-oblisk Old Man of Storr, der trods sin højde på 50 meter synede af næsten ingenting i det bjergrige område dannet af lava.
Senere besøgte vi øens hovedstad Portree, der huser 2500 forblæste indbyggere og et par enkelte pudsede huse i lyse farver, som et poetisk modspil til alle de grå, barske stenhuse. Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Jørgen.
Aftenen forløb som den foregående på Balmacara Hotel med hygge og for nogle en lang gåtur, hvor vi så sæler, diverse fugle og igen nød den fantastiske natur og specielle himmellys over fjorden.
Foran hotellet i Kyle havde vi "egen" sæl, som nogle af os her
står og spejder efter.
Dag 5. Onsdag den 2. juli – Isle of Skye - Glenfinnan Monument - Oban
Vi kørte via Isle of Skye til færgelejet Armadale Calmac på øens sydlige kyst, hvor vi med en mindre færge sejlede til byen Mallaig på fastlandet. Turen tog 30 minutter og Kjeld og Mette blev trods bange anelser ikke søsyge, selv om de krydsede en bid af Atlanten
Mogens (unge Mogens) var dagens guide og fortalte blandt andet om Glenfinnan og Fort William med dens 11.000 indbyggere og Oban. Fra Mallaig kørte vi til Glenfinnan ved Loch Shiel, hvor Mogens fortalte om det høje monument, der er rejst i 1815 til minde om Bonnie Prince Charlie, der samlede klansmændene til oprør mod englænderne for at få Stuart slægten tilbage på tronen.
Vi kørte videre til Fort William, hvor vi gjorde ophold og blandt andet i fællesskab købte en 10 års Tobermory Whisky fra Distillery Isle of Mull, der ligger på øen Mull ud for Oban. Fra Fort William kørte vi videre ned langs Loch Linnhe, der trods navnet er en lang smal fjord til Oban. Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Mogens (åbner i pdf-format i nyt vindue efter 5-10 sek.).
I Oban indlogerede vi os på Regent Hotel, der trods navnet var nedslidt og havde en ringe servering. Vi besøgte også Oban Distillery, hvor vi fællesskab købte en 17 årig Oban malt-whisky.
McCaig's tower hæver sig flot over Oban
Tobermory whiskyen fra Mull blev nydt (smagt) om aftenen oppe ved McCaig´s Tower, der ligger højt over Oban by. Byggeriet er en formet som en slags Colosseum og opført af en rigmand i 1897 som en slags mausoleum. Vi havde ikke tidligere smagt en Tobermory, men var enige i, at den havde en fin smag og en smule mindre røget end f.eks. Taliskeren. Whiskyen og udsigten ud over Oban og Mull (langt i baggrunden til højre) var således fortrinlig.
Dag 6. Torsdag den 3. juli – Oban - Luss - Loch Lomond - Edinburgh
Morgenserveringen startede med en skideballe fra serveringsmatronen Irene, og
Pia opdagede heldigvis, at Benedicte og Mads´s kuffert var stillet i en anden
bus. Derefter gik dagen dog fint og vi kørte mod Edinburgh med forskellige
ophold undervejs.
Svend var dagens første guide og fortalte blandt andet om den romantiske Loch
Lomond, der samtidig er Skotlands næststørste sø gravet ud af gletsjere for ca.
10.000 år siden. Den smukke sang ”Bonny, bonny banks of Loch Lomond” fik vi
naturligvis også sunget et par gange, og vi gjorde ophold i den lille by Luss,
der skulle være den kønneste af landsbyerne langs søen. De fleste huse er i en
etage og opført i natursten. Mange af husene havde pyntelige vindfang og
vindskeder af træ med udskæringer og trælister på flet (kryds), hvilket vi ikke
tidligere havde set. Tryk på link for at læse mere om indlægget fra Svend.
Fra Luss kørte vi videre til Glengoyne Distillery, der ligger et par mil øst for Drymen, hvor vi senere spiste en herlig frokost på turens bedste kro, der samtidig var smukt indrettet blandt andet med forholdsvis få enkle tæpper og ikke de sædvanlige storblomstrede tæpper, der åbenbart stadig er på mode mange steder i Skotland.
Glengoyne havde stort set ingen tørvesmag
Glengoyne Destilleri grundlagt i 1833 var vores sidste destilleri på turen og det var dermed også sjette gang, at vi fik fortalt stort set den samme historie om fremstillingen af de ædle dråber. Maltning – Mæskning – Gæring - Destillering og Lagring (Malting – Mashing – Fermentation – Distillation og Maturation). Vi kunne det snart i søvne. På Glengoyne startede vi med at se en lille film samtidig med, at vi nød deres 10 års Glengoyne Highland, der er lagret på amerikanske egetræsfade. Den var udmærket og uden tørvesmag. Glengoyne adskiller sig blandt andet fra andre destillerier ved, at whiskyen produceres i Highland, men lagres i Lowland, men Glengoyne ligger også lige på grænsen mellem High- og Lowland.
Om eftermiddagen var Lisbeth og Olav i fællesskab vores guider. Fra Drymen til
Edinburgh fortalte de løst og fast om Edinburghs lange historie, om Edinburgh
Castle opført på den udslukte vulkan, Palace of Holyroodhouse, hvor de kongelige
bor og meget mere indtil vi indlogerede os på hotel Ramada på Princes Street
lige over for monumentet (raketten) for Sir Walter Scott, der blandt andet skrev
Ivanhoe i 1820. Tryk på link for at læse mere i indlægget fra Lisbeth og Olav.
Dag 7. Fradag den 4. juli – Edinburgh
Oprindelig skulle vi have været rejst hjem fredag, men lidt trylleri inden rejsen fra Pias side gjorde, at vi fik et ekstra døgn for en slik. Det var godt, da vi alle på den måde fik mulighed for at få et bedre indtryk af Skotlands flotte hovedstad.
Om morgenen vandrede vi sammen op til Edinburgh Castle, hvor vi sammen med en masse andre turister så vagtskiftet, i anledning af dronning Elisabeths besøg i byen. Et videoklip fra starten på vagtskiftet (ca. 2½ min i download). Herefter var dagen til fri disposition til sightseeing og shopping på egen hånd ikke mindst på den ca. 2 km lange The Royal Mile, der er en bred bilfri gade en del af vejen.
MWL foran Edingburgh Castle, der er bygget på en udslukt
vulkan
Vi tjekkede ud, hvad en sækkepibe kostede. En professionel 6-7.000 kr og en bedre skolemodel ca. 1.200 kr. Men bare rolig. vi købte ikke nogen.
Om aftenen var vi til Jamie’s Scottish Evening på Thistle Hotel. Vi troede det var en slags skotsk grisefest. Det var det også, men dog med en udmærket konferencier og sanger, der løftede niveauet og en (opera)sangerinde, der gjorde alt for at ødelægge de smukke skotske sange. Til gengæld fik især Lisbeth A. sig et godt grin.
Selv om der var ca. 300 mennesker og ca. 10 nationer fik vores danske vikingegruppe markeret, at ”we are back”, og det både med humør og tilråb. Det var også os "Damned Vikings", der genkendte, at der blev spillet Highland Cathedral på sækkepibe (se billedet nederst) og - hvad der virkeligt imponerede konferencieren - at det også var os, der vidste, at den var skrevet af en tysker! Ja - så imponeret, at han inddrog de danske vikinger i underholdningen og fortalte, at vingerne tog vores får, vores kvinder og vores øl.
Herefter kiggede
han bønfaldende på os og tryglede, om vi ikke kunne levere bare et lille får
tilbage! Mogens (gamle Mogens) slog dog alle rekorder, da han afbrød entertaineren og gav
alle de stjålne får tilbage til skotterne og fik alle nationerne til at synge
”The More We are Together”. Især mange canadiere og amerikanere (Independence
day den 4. juli) kom bagefter hen og gav Mogens hånd som tak.
Dag 8. Lørdag den 5. juli – Edinburgh - Newcastle - Espergærde
Vi sagde pænt farvel til Mads og Benedicte, der jo var i bil og skulle videre
sydpå til Lake og Peak District.
En ny bus hentede os ca. 9.30, og vi kørte langs kystvejen til Newcastle i Nordengland, hvor vi var efter ca. 2,5 timers kørsel. Ved 21 tiden om aftenen var vi i Espergærde, dog kom Kjeld lidt senere, da han lige skulle tilbage til Kastrup og bytte en grøn finsk kuffert med sin egen, der var næsten magen til!
Ellers havde vi ingen uheld - og man kan uden overdrivelse sige, at vi havde en utrolig hyggelig, sjov og lærerig studietur, og vi glæder os allerede til næste rejse.
/Jan og Mads
Highland Cathedral lyder altid imponerende på
sækkepibe